Vilkår for Image Studio
Gældende fra 3. november 2026
Disse vilkår gælder, når du bruger Image Studio by Koral. Ved at oprette en konto eller bruge tjenesten accepterer du dem.
1. Tjenesten
Image Studio er et webbaseret værktøj, hvor du kan skabe og redigere billeder med kunstig intelligens (AI) ud fra dine egne billeder og instruktioner. Tjenesten leveres af Koral ApS, CVR-nr. 43814540, Jordskokkevænget 37, 8200 Aarhus N (»Koral« eller »vi«).
Image Studio er rettet mod virksomheder. Når du opretter en konto, bekræfter du, at du bruger tjenesten som led i dit erhverv. Bruger du den på vegne af en virksomhed, bekræfter du også, at du må indgå aftaler for virksomheden.
Vi udvikler løbende Image Studio og kan ændre, tilføje eller fjerne funktioner. Forringer en ændring væsentligt det, du betaler for, giver vi besked mindst 30 dage i forvejen.
2. Din konto
- Du logger ind med en Koral-konto. Den samme konto kan give adgang til andre tjenester fra Koral, fx Koral Dashboard.
- Du skal bekræfte din e-mailadresse, før du kan bruge Image Studio.
- Kontoen er personlig. Hold din adgangskode hemmelig, og kontakt os straks, hvis du tror, at andre har fået adgang. Du er ansvarlig for det, der sker på din konto.
3. Credits
Når du skaber eller redigerer billeder, bruger du credits:
- 2 credits pr. billede i 1K, 4 credits i 2K og 8 credits i 4K.
- 1 credit, når AI forbedrer en prompt.
Credits reserveres, når du starter en opgave, og trækkes, når resultatet er leveret. Mislykkes opgaven, frigives de reserverede credits igen. Har en fejl hos os kostet dig credits uden et brugbart resultat, så kontakt os, så finder vi en løsning.
Nye konti får 100 gratis credits én gang, når e-mailadressen er bekræftet. Vi kan ændre eller stoppe tilbuddet for nye konti.
Credits har ingen kontantværdi, kan ikke overføres til andre konti og refunderes ikke, medmindre andet følger af disse vilkår eller af ufravigelig lovgivning.
4. Studio Pro
- Studio Pro koster 950 kr. pr. måned ekskl. moms og giver 800 credits pr. måned.
- Abonnementet betales forud via vores betalingsudbyder Frisbii og fornyes automatisk hver måned, indtil du opsiger det.
- Credits fra Studio Pro gælder i den betalte måned. Ubrugte credits overføres ikke til næste måned.
- Du kan opsige fornyelsen når som helst på din kontoside. Opsigelsen gælder fra udgangen af den betalte periode, og du beholder adgangen og dine credits perioden ud. Betaling for en påbegyndt periode refunderes ikke.
- Vi varsler prisændringer mindst 30 dage, før de træder i kraft. Vil du ikke fortsætte til den nye pris, kan du opsige inden da.
- Har din virksomhed en særskilt skriftlig aftale med Koral, går den forud for disse vilkår.
5. Dit indhold
Du bevarer alle rettigheder til de billeder, tekster og andet materiale, du uploader (»dit indhold«).
Du står inde for, at du har de rettigheder og tilladelser, der skal til for at bruge dit indhold i Image Studio. Det gælder fx ophavsret til fotos, rettigheder til varemærker og design og samtykke fra personer, der kan genkendes på billederne.
Du giver Koral ret til at behandle dit indhold i det omfang, det er nødvendigt for at levere tjenesten til dig. Vi bruger ikke dit indhold eller dine resultater til at træne AI-modeller, og vi bruger dem ikke i vores markedsføring uden din tilladelse.
6. AI-genererede billeder
- I forholdet mellem dig og Koral tilhører resultaterne dig. Du må bruge dem kommercielt, fx på din webshop, i annoncer og på sociale medier.
- AI-genererede billeder kan ikke altid beskyttes af ophavsret, og andre brugere kan få lignende resultater. Vi kan derfor ikke garantere eneret.
- AI kan lave fejl. Et produkt kan fx blive vist med forkert farve, form, størrelse, tekst, logo eller detaljer. Kontrollér altid resultatet, før du bruger det, særligt når det viser et produkt, du sælger.
- Du er ansvarlig for, at din brug af resultaterne overholder gældende regler. Det gælder fx markedsføringsloven, så et billede ikke giver et misvisende indtryk af et produkt, og regler om at oplyse, at indhold er skabt med AI, fx efter EU's AI-forordning.
- Image Studio mærker som standard AI-genererede billeder med »AI-genereret«. Slår du AI-mærkningen fra, er du selv ansvarlig for at oplyse om brugen af AI, hvor det kræves.
7. Ansvarlig brug
Du må ikke bruge Image Studio til at:
- skabe ulovligt, krænkende, hadefuldt, voldeligt eller seksuelt indhold, herunder alt indhold, der seksualiserer børn
- krænke andres rettigheder, fx ophavsret, varemærker eller retten til eget billede
- skabe vildledende billeder af virkelige personer eller begivenheder eller vildlede forbrugere om et produkt
- omgå tjenestens sikkerhed, begrænsninger eller credits eller bruge tjenesten automatiseret uden en aftale med os
- videresælge adgang til Image Studio uden en skriftlig aftale med os
Vores AI-leverandørers regler gælder også, fx Googles politik for forbudt brug af generativ AI. Vi kan afvise opgaver og suspendere eller lukke konti, der overtræder reglerne.
8. Drift og dine data
- Vi arbejder for, at Image Studio er stabilt og tilgængeligt, men vi kan ikke love, at tjenesten altid er tilgængelig eller fri for fejl. Vedligeholdelse og fejl hos vores leverandører kan give afbrydelser.
- Din historik gemmes lokalt i din browser, ikke hos os. Rydder du browserdata eller skifter du enhed, kan historikken gå tabt. Gem de billeder, du vil beholde: download dem, eller gem dem i et projekt.
- Billeder, du gemmer i et projekt, opbevarer vi, indtil du sletter dem, eller din konto lukkes. Gem også selv en kopi af vigtige billeder.
9. Ansvar
- Image Studio leveres, som tjenesten er og forefindes.
- Koral er ikke ansvarlig for indirekte tab, fx tabt omsætning, fortjeneste, data eller goodwill.
- Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, du har betalt for Image Studio i de 12 måneder før den hændelse, der giver anledning til kravet.
- Begrænsningerne gælder ikke, hvis vi har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, eller hvis andet følger af ufravigelig lovgivning.
- Du holder Koral skadesløs for krav fra andre, der skyldes dit indhold eller din brug af resultaterne i strid med disse vilkår.
10. Persondata
Vi behandler personoplysninger om dig som beskrevet i vores privatlivspolitik. Når vi behandler personoplysninger i dit indhold på din virksomheds vegne, er vi databehandler, og vores databehandleraftale er en del af disse vilkår.
11. Ophør
- Du kan til enhver tid stoppe med at bruge Image Studio. Vil du have din konto og dine data slettet, så skriv til hello@koral.nu. Husk, at Koral-kontoen også kan give adgang til andre tjenester fra Koral.
- Vi kan opsige din adgang med 30 dages varsel. Har du betalt for en periode, der rækker ud over opsigelsen, refunderer vi den resterende del.
- Misligholder du vilkårene væsentligt, kan vi suspendere eller lukke din adgang straks. Ubrugte credits refunderes da ikke.
- Når en konto lukkes, sletter vi projekter og andet indhold inden for 30 dage. Oplysninger, vi skal gemme efter lovgivningen, fx bogføringsloven, opbevarer vi så længe, loven kræver.
12. Ændringer af vilkårene
Vi kan ændre vilkårene. Væsentlige ændringer varsler vi mindst 30 dage i forvejen på e-mail eller i Image Studio. Bruger du tjenesten, efter ændringerne er trådt i kraft, accepterer du de nye vilkår.
13. Lovvalg og tvister
Vilkårene er underlagt dansk ret. Tvister, som vi ikke kan løse i fællesskab, afgøres ved de danske domstole ved Korals hjemting.
14. Kontakt
Koral ApS, CVR-nr. 43814540, Jordskokkevænget 37, 8200 Aarhus N
E-mail: hello@koral.nu